40 spørgsmål om
at høre stemmer

Nej. Omkring én ud af ti mennesker hører stemmer på et tidspunkt i livet, efter et tab, under stress eller uden nogen tydelig grund. Det er en menneskelig erfaring, og der er intet bevis for, at der er noget uopretteligt galt med dig. Mange bliver forskrækkede over det, men de fleste lærer at leve med det.

Langtfra. Alene i Holland (18 millioner indbyggere) hører 300.000 mennesker stemmer lige nu (punktprævalens 1-2%); de fleste taler ikke om det. I filmen møder du fem mennesker, der gør, og verden over findes der i mere end 40 lande netværk af stemmehørere, der hjælper hinanden (Hearing Voices-netværket).

At tale om det giver næsten altid lettelse: hemmeligholdelsen er ofte tungere end stemmerne selv. Vælg en, du føler dig tryg ved: en ven, et familiemedlem eller din egen læge. Du behøver ikke fortælle alt på én gang; »jeg hører nogle gange ting, som andre ikke hører« er nok til at begynde med.

Der findes ikke noget enkelt svar på det. Der er mange forskellige forklaringer. For mange viser stemmerne sig at hænge sammen med det, de har oplevet: tab, mobning, vold eller en periode med voldsom stress. I den tilgang, filmen viser, bliver netop den forbindelse til livsbegivenheder udforsket, for det, en stemme siger, peger ofte på noget, der beder om opmærksomhed.

Nej. Genetisk disposition forklarer kun en del af historien, og vi ved heller ikke hvordan. Langt oftere hænger det sammen med, hvad man har oplevet (tab, stress, en indgribende begivenhed), end med hvad man har arvet. Disposition kan spille ind i følsomheden, men den er aldrig hele svaret, og slet ikke en grund til at tro, at der er noget »i stykker« i din hjerne.

Nej. At høre stemmer er en oplevelse, ikke en diagnose. Mange stemmehørere får aldrig en psykiatrisk diagnose og lever helt almindelige liv. Om du har brug for hjælp, afhænger af den belastning, du oplever, ikke af en etiket. Det er netop det spørgsmål, filmen stiller til psykiatrien.

Rigtig godt. I mange kulturer ses stemmer som forfædre, ånder eller spirituelle budbringere, ikke som sygdom, og den tolkning behøver ikke støde sammen med tilgangen fra filmen. Udgangspunktet er det samme: at lytte til, hvad stemmen betyder i personens liv og verden, i stedet for straks at medikalisere betydningen væk. Hvor det er muligt, knytter vi an til, hvordan man selv allerede forstår sin oplevelse.

Nej. Aldrig. Det er dig, der bestemmer: en stemme må gerne blive hørt uden at være den, der styrer. Mange lærer at lave aftaler med deres stemmer og at sætte grænser. Siger en stemme, at du skal gøre dig selv eller andre noget? Det skal du aldrig bære alene: ring til Livslinien på 70 201 201, eller tal med din behandler eller egen læge allerede i dag.

Ja, det er filmens hjerte. I psykiater Dirk Corstens' tilgang (Talking With Voices) bliver stemmen inviteret med ind i samtalen. Stemmer viser sig ofte at beskytte noget, og det, de siger, kan være meningsfuldt. Du kan lære at gå i dialog med dine stemmer. En respektfuld tilgang er et godt udgangspunkt.

Begge metoder hjælper mennesker med at håndtere deres stemmer på en anden måde, men udgangspunktet er væsentligt forskelligt. I Avatar Therapy lærer du først og fremmest at ændre din egen holdning til stemmen, via en virtuel repræsentation af den. I tilgangen fra filmen (Talking With Voices) går du i relation til stemmen selv: hvem er den, hvad vil den, hvad henviser den til. Det er ikke et spørgsmål om »bedre eller dårligere«, men det er en vigtig forskel, som ikke må blandes sammen. Nogle stemmehørere tiltales mere af det ene end af det andet.

For de fleste giver kampen mod stemmerne bagslag: jo hårdere du presser, jo hårdere presser de tilbage. Erfaringen fra filmen og fra Hearing Voices-netværket er, at anerkendelse (at lytte, sætte grænser, forstå) mindsker kampen. Det er noget andet end at adlyde. Og nogle gange kan det også være nødvendigt at ignorere stemmerne, når de taler rigtig meget.

Nætterne er ofte de sværeste: du er træt, alene og uden afledning. Det, der hjælper mange: grounding: »nævn 3 ting, du kan se, 2 du kan høre, 1 du kan mærke«; rolig vejrtrækning: »ind mens du tæller til 4, ud mens du tæller til 6«; musik eller en stemme udefra (en podcast, en lydbog). Lav en natplan i et roligt øjeblik, så du ved, hvad du gør, før det kommer så vidt.

Det er en samtale mellem dig og din behandler, der findes ikke noget »skal«. Medicin kan dæmpe stemmerne og give ro; for nogle er det lige præcis det, der er brug for, for andre har det ingen effekt, og gavnen vejer ikke op mod bivirkningerne. At lære at leve med sine stemmer og at tage medicin udelukker ikke hinanden. Vigtigt: stop eller ændr aldrig noget på egen hånd, nedtrapning er mulig, men med vejledning.

Ja. Der findes stemmehørere i alle fag, også i sundhedsvæsenet selv. Stemmerne kan gøre nogle perioder tunge, og nogle gange må du indrette dit liv efter dem, men at høre stemmer udelukker ikke et fuldt liv. Menneskene i filmen er beviset.

Nogle gange gør de, ofte ikke helt, og det er et ærligere svar end et løfte. Det, der næsten altid kan ændre sig, er dit forhold til stemmerne: fra fjender, der styrer din dag, til noget, du kan leve med. Mange siger bagefter: stemmerne er der stadig, men det er mig, der sidder ved rattet igen.

I Hearing Voices-grupper, af og for stemmehørere; at tale med mennesker, der selv kender oplevelsen, er for mange det største skridt fremad. I Danmark kan Psykiatrifonden hjælpe dig videre, og internationalt findes Intervoice, organisationen der støtter det verdensomspændende netværk. Nederst på denne side finder du organisationerne land for land.

Så findes der hjælp lige nu, dag og nat. Tænker du på selvmord: ring til Livslinien på 70 201 201. Er det livstruende: ring 112. Har du en behandler, har deres sted et kriseteam. Du kan også kontakte lægevagten. Gem disse numre på din telefon.

Mindre, end du tror. Det bedste første svar er: »tak, fordi du fortæller mig det, jeg vil gerne forstå det.« At fortælle, at man hører stemmer, kræver enormt mod; det, den anden har mest brug for, er, at du ikke går din vej og ikke går i panik. Du må gerne stille spørgsmål, du behøver ikke løse noget.

Det er mere almindeligt, end forældre tror, og hos børn er det ikke nødvendigvis et tegn på noget alvorligt. Forskning blandt børn, der hører stemmer, viser, at de fleste, ligesom voksne, lærer at håndtere det på deres egen måde, især hvis de kan tale åbent om det. Det vigtige er, at forældre, skole og behandlere ikke straks bliver forskrækkede, men spørger: hvad fortæller stemmerne, og hvad betyder de for dig?

Du behøver ikke lade, som om du selv hører dem, vær ærlig. Men husk: for den, der hører dem, er de virkelige, lige så virkelige som din stemme er nu. Tag derfor oplevelsen alvorligt uden at diskutere den. »Jeg hører ham ikke, men jeg tror på, at du gør« er en sætning, der åbner døre.

»Lad nu være med at gøre dig til«, »det er bare indbildning«, »tænk dog på noget andet«, alt sammen velment, men alt sammen mure. Også stille korrektioner (»der er altså ikke nogen her«) gør ensom.

Nej. At høre stemmer har mange rødder, og »skyld« er næsten aldrig et meningsfuldt ord. Men livshistorien (også familiehistorien) kan spille en rolle i det, stemmerne siger. Er det tilfældet, er det ikke en anklage, men en invitation: der er noget, der kan forstås, sammen.

Du kan kun støtte, hvis du selv bliver stående. Bliv ved med at gøre de ting, der er dine, del dine bekymringer med andre (der findes grupper for pårørende, se nederst på siden), og accepter, at du ikke kan løse det. En pårørende, der passer godt på sig selv, er mere værd end en, der glemmer sig selv, til han vælter.

Ja, ægte interesse er næsten altid velkommen, så længe den anden selv må bestemme, hvad der bliver delt. Spørgsmål som »hvor mange er der?«, »hvornår er de højest?«, »hvad siger de om dig?« viser, at du tager det alvorligt. Du vil opdage: samtalen om det letter ofte i sig selv trykket.

Søg hjælp sammen, når stemmerne tager magten over hverdagen: ingen søvn længere, ingen mad, isolation eller stemmer, der giver ordrer om at gøre skade. Ved akut fare: ring 112, eller kontakt den psykiatriske akuttjeneste eller lægevagten. I tvivl? Egen læge er altid et godt første skridt, også for dig som pårørende alene.

Open Dialogue er en finsk tilgang, hvor man ikke behandler én patient, men hvor hele netværket taler med: familie, venner og professionelle om ét bord, med personen selv til stede, aldrig om vedkommende uden vedkommende. Tankegangen passer sømløst til filmen. Flere steder arbejder teams med Peer-supported Open Dialogue (POD); spørg efter det hos psykiatrien i din region.

Bevar selv roen, så godt du kan, din ro smitter, og det gør din panik også. Diskutér ikke med stemmerne, undgå pludselige bevægelser, og sæt ord på det, du gør (»jeg går lige ud og henter noget vand«). Ring ved fare 112 eller til kriseteamet. Og lav bagefter, i et roligt øjeblik, en kriseplan sammen: hvad hjælper, hvad hjælper ikke, hvem ringer vi til.

Du er ikke den eneste, der går rundt med det her, selv om det kan føles sådan. Flere organisationer har grupper særligt for pårørende og et lyttende øre; i Danmark kan Psykiatrifonden hjælpe dig videre. Nederst på denne side finder du organisationerne land for land.

Det menneske, du elsker, er der stadig, også på de dage, hvor stemmerne er høje, og kontakten er tynd. Perioder med afstand hører nogle gange med; bliv ved med at være tilgængelig uden at presse på. Mange får netop repareret deres relationer, fordi der endelig kan tales om det. Filmen viser også det: der findes en vej tilbage til hinanden.

Ja, at se den sammen er for mange familier en tryg åbning: du behøver ikke tale om dig selv med det samme, du kan begynde med Tamira, René eller Brigitte. Spørg bagefter ikke »har du også sådan noget?«, men »hvad rørte dig?«. Filmen vises i biograferne og kan ses 13. september på hollandsk TV (NPO 2), derefter på NPO Start.

Siden marts 2026 vises filmen i biograferne via distributøren Cinema Delicatessen. Søndag den 13. september kan den ses på hollandsk TV hos VPRO på NPO 2 (kl. 22.40), og derefter kan den streames via NPO Start (kun i Holland). Mandag den 14. september sender også VRT (Belgien) filmen. Uden for Holland og Belgien kan filmen lejes i hele verden via Pijama Films.

Det er måske det sværeste. Tvang virker sjældent og skader tilliden; at blive ved med at være tilgængelig virker langsomt, men det virker. Hold døren åben (»hvis du en dag vil tale, er jeg her«), pas godt på dig selv, og søg selv støtte, det må du også uden den anden. Kun ved akut fare for personen selv eller andre kan og skal der gribes ind: så ringer du 112.

Begynd med at interviewe stemmerne som seriøse samtalepartnere: hvem er de, siden hvornår, hvad vil de? I Talking With Voices (Corstens, Longden) inviterer behandleren (med klientens samtykke) stemmen til at tale gennem klienten og udspørger den respektfuldt. Filmen viser, hvordan det ser ud i praksis. Tag en uddannelse i det; holdningen betyder mere end protokollen, men det kræver øvelse at facilitere.

Erfaringen fra tredive års Hearing Voices-bevægelse (og fra behandlingen i filmen) er det modsatte: anerkendelse mindsker kampen og dermed ofte nøden. At tage stemmen alvorligt er ikke det samme som at tage indholdet for sandt; du anerkender oplevelsen og undersøger betydningen. Frygten for, at samtale »nærer« psykosen, stammer fra en tid, hvor ignorering var normen, og den norm har gjort mange mennesker ensomme.

Et struktureret interview, udviklet af Marius Romme og Sandra Escher, hvor du sammen med klienten kortlægger stemmerne: antal, identitet, triggere, historie og forholdet til livshistorien. Det er ofte et første skridt: fra diffus angst til en historie med konturer. Det internationale Hearing Voices-netværk tilbyder uddannelser i det; i Holland fås interviewet gennem Stichting Weerklank.

Du kan begynde med samtalen. Du behøver ikke straks give eller ordinere medicin. Medicin kan nogle gange skabe rum til samtalen; samtalen kan mindske afhængigheden af medicin. Tilgangen i filmen beder dig ikke om at holde op med at ordinere, men om ikke at lade medicinen være hele svaret. Enhver ændring af medicin er naturligvis fortsat en fælles og superviseret beslutning.

Open Dialogue (Seikkula, Finland) organiserer behandlingen omkring netværksmøder: klient, pårørende og professionelle om ét bord, beslutninger truffet gennemsigtigt og i klientens nærvær, kontinuitet med de samme behandlere. Det kræver en anden position: fra eksperten, der ved, til deltageren, der lytter og tør dele sin usikkerhed. Peer-supported Open Dialogue (POD) vokser i flere lande, med tilhørende uddannelsesforløb.

En betydelig del af stemmehørerne bærer på indgribende oplevelser, og stemmerne henviser ofte til dem, nogle gange bogstaveligt (en krænkers stemme), ofte symbolsk (en kritiker, der ligner et gammelt budskab). Spørg til livshistorien, som du spørger til stemmerne: ikke »hvad er der galt med dig?«, men »hvad har du oplevet?«. Der findes mange forklaringer på at høre stemmer. Traumer er én af dem, en der ofte er blevet overset.

Alt det, du allerede gør: risikovurdering, kriseplan, eskalering når det er nødvendigt, denne tilgang erstatter ikke sikkerhedsarbejdet. Men først: undersøg den kommanderende stemme i stedet for straks at prøve at dæmpe den. Hvorfor kræver den det, hvad sker der, hvis klienten nægter, er der plads til at forhandle? Klienter, der lærer at sige nej uden panik, løber på sigt ofte en mindre risiko end klienter, der kun er bange.

Tidligt, strukturelt og i klientens nærvær, ikke som informanter bagefter, men som deltagere. Pårørende bærer ofte på års usagt angst og skyldfølelse; alene den fælles samtale letter begge sider. Open Dialogue tilbyder den mest udviklede form, men selv et enkelt netværksmøde ændrer som regel allerede tonen.

Gennem det internationale Intervoice-netværk (uddannelser i Maastricht-interviewet og i at arbejde med stemmer), i Holland gennem Stichting Weerklank, og i uddannelsesforløbene i Peer-supported Open Dialogue. Læs Romme & Escher, Dirk Corstens og Eleanor Longden. Og se filmen, sammen med dit team.

Evidensgrundlaget vokser: der findes forskning i Talking With Voices, i Hearing Voices-grupper og i Open Dialogue, med opmuntrende resultater om behandlingsalliance, selvbestemmelse og mindre belastning, ved siden af årtiers praksisviden fra bevægelsen selv. Det ærlige svar: forskningsfeltet er yngre og mindre end medicinens, og netop derfor er det relevant at følge det og bidrage til det.

At begynde i det små virker bedre end et policynotat: én case, ét netværksmøde, én fælles visning af filmen i teamet med en snak bagefter. Find de kolleger, der allerede er nysgerrige, inddrag en medarbejder med levet erfaring (dem har enhver organisation efterhånden), og lad resultaterne føre argumentet. Kultur ændrer sig samtale for samtale, ikke notat for notat.

Ja, filmen egner sig særligt godt til psykoedukation, temadage og undervisning: den viser det, en lærebog ikke kan, nemlig hvordan samtalen med stemmer faktisk ser ud. For visninger og undervisningslicenser: kontakt distributøren Cinema Delicatessen. For klienter og pårørende kan det at se den sammen være en åbning, der fremskynder måneders samtaler.

Tag ønsket alvorligt som information: der er blevet vakt håb og selvbestemmelse, det er en gevinst, ikke en trussel. Undersøg det sammen: hvad håber klienten bliver muligt uden medicin? Er nedtrapning forsvarlig, så gør det trinvist og superviseret; er den det ikke (endnu), så forklar ærligt hvorfor, og hold samtalen åben. Filmen argumenterer for at lytte, for dialog. Det gælder også her.

»Godt, at du betror mig det. Jeg ved ikke ret meget om at høre stemmer, men jeg synes, det er meget interessant. Kan du fortælle mig mere om det?« Det gør ikke noget, at du ikke har megen erfaring med det; vær åben om det. At høre stemmer er en menneskelig egenskab. Vis dig nysgerrig på, hvilken betydning det kan have for din patient. Du kan lære noget nyt, er det ikke skønt?

Slet ikke. Stemmehørere har først og fremmest brug for et lyttende øre. Til det kan du bruge Maastricht-interviewet, som kan downloades via stichtingweerklank.nl/het-maastrichts-interview. Med det kortlægger du oplevelsen og opdager undervejs, hvilken betydning den har for din patient. Naturligvis kan en psykiater i sidste ende godt være til hjælp.

Nej. Medicin kan i sidste ende være til hjælp i en periode, men støtte, hvor I sammen undersøger, hvad oplevelsen betyder for personen, er den vigtigste begyndelse på hjælp til stemmehørere. Giv dem nyttig og håbefuld information, for eksempel:

Videoer:
Eleanor Longden: The voices in my head (TED)
Dokumentar om at høre stemmer (Culture Unplugged)
Ouvidores de Vozes / Hearing Voices (Canal Futura)
Beyond Possible (dokumentar)
Relating to Voices using Compassion Focused Therapy (Charlie Heriot-Maitland)
Compassion for voices: science and application
Engaging with Voices, videoserie (Open Minded)

Bøger:
Robin Timmers: Leren omgaan met stemmen horen (gratis PDF)
Romme, Escher & Corstens: Stemmen horen begrijpelijk maken (Boom, 2020)

Websites:
levenmetstemmen.nl · omgaanmetstemmenhoren.nl · intervoiceonline.org · stichtingweerklank.nl · dirkcorstens.com · understandingvoices.com
Hollandske støttepunkter for stemmehørere (Nijmegen, Utrecht, Haag, Leiden, Enschede, Koudekerke): stichtingweerklank.nl

Det er vigtigt, at mennesker kan vælge. Samtalebehandlinger ved at høre stemmer kan måle sig med medicinsk behandling, hvad angår effektivitet, siger Tony Morrison, professor i psykologi i Manchester, som har forsket meget i samtalebehandling af psykose. Medicin kan være til hjælp, for eksempel midlertidigt for at kunne sove eller være mindre angst. Men læg vægten på selv at lære at håndtere stemmerne.

Der findes flere rimeligt effektive samtalebehandlinger. Vi har for nylig afsluttet en stor undersøgelse af Talking With Voices; her viste behandlingen sig at være signifikant bedre end kontrolgruppen, når det gælder personlig recovery og nogle mål omkring at høre stemmer (resultaterne er endnu ikke publiceret). I filmen demonstreres samtaleformen fra Talking With Voices. Derudover findes Relating Therapy og Avatar Therapy, som sigter mod at stå stærkere over for stemmerne; kognitiv terapi, hvor du vælger, hvad du vil ændre ved din oplevelse; og medfølelsesfokuseret terapi, hvor du især lærer at have medfølelse og at regulere dine kropslige reaktioner. Også her er valgmulighed vigtig, og ikke alt vil tiltale stemmehøreren.

Hvis du som behandler er interesseret, så læs mere om emnet, og vælg en metode, der passer til dig. Arbejder du i en organisation, er det klogt at fokusere på emnet sammen med en eller to kolleger og styrke jeres fælles erfaring ved at lære sammen og holde intervision. Sørg for kontinuitet.

Absolut! Mange stemmehørere oplever stor støtte fra selvhjælpsgrupper, uanset hvilken diagnose eller klassifikation de har. Støt det, måske ved at tage med en enkelt gang. Det normaliserer enormt.